Home Pindemadder Madklubben Admiralgade – lune, velsmag og frosne bær

Madklubben Admiralgade – lune, velsmag og frosne bær

written by Nicolai Klingenberg 15. september 2013
Pin It

“Klingeberg – vi ses på lørdag. Og husk det lille sorte.” Således lød det fra Nils Petter og co. for over en uge siden. Det handlede om den kommende lørdag aften. Da det blev lørdag aften, var solen faktisk gået ned, for det er blevet efterår, men det var ikke koldt på den der efterårs-agtige måde. Og det var måske mere skumringen end mørke, men altså: Madklubben Admiralgade skulle besøges i forbindelse med en nylig udvikling af stedet. Kom med indenfor…

Jeg skal med det samme beklage, at lyset ikke er helt optimalt til "det lille sorte". Men kom med op - og ind.

Jeg skal med det samme beklage, at lyset ikke er helt optimalt til “det lille sorte”. Men kom med op – og ind.

Mit første Madklubben møde foregik for over tre år siden, mens mit første møde med Nils Petter Bro – manden de også kalder Skuggan – går helt tilbage til 1994. Vi gik i gymnasiet sammen, og det var en munter tid. Det er dog ikke blevet kedeligere siden.

Vi kommer ind og til bordet. Her er fuldt hus, som består af venner af huset. Omend jeg ikke kender dem alle, er der mange rare ansigter, og det er med til at sætte en god stemning. Prikken over i’et er dog de levende lys, den dæmpede belysning, de hvide duge og en lune, der indbyder til at tage blazeren af. Det er måske ikke det mest passende, når man er på restaurant, men vi må ikke glemme, at Madklubben er et uformelt tiltag: Du skal hjælpe dig selv lidt, men uden at det bliver plebs. Til gengæld yder man noget ekstra i køkkenet.

Der knokles med velsmag.

Der knokles med velsmag.

Konceptet har ikke ændret sig på trods af, at man har opgraderet møblementet med “designermøbler”. Og de famøse hvide duge. Det bryder jeg mig godt om. Et lille tip – som også blev nævnt – var dog at udskifte bestikholderne (det er vandglassene, som i øvrigt også er at finde på Congo) med noget, der ikke skal bruges eller drikkes af.

Den hvide vin - spørg endelig løs, for de hjælper gerne med noget, der passer til det, du skal spise. Og du bliver ikke flået. Denne sag kom efter cava'en.

Den hvide vin – spørg endelig løs, for de hjælper gerne med noget, der passer til det, du skal spise. Og du bliver ikke flået. Denne sag kom efter cava’en.

Fik I ikke noget indenbords, tænker du sikkert nu. Jo da. Og vi lagde ud med et glas sparkling. Det er cava, og det er helt og aldeles fint. Måske kunne man finde en med lidt mere smag – men det er smagssag. Jeg kan blot lide, når det hele smager af lidt mere. Men hov. Nu sker der ting og sager, og de første (af mange) retter kommer hid.

De første forretter, der skal smages på, består af en tuntatar og et charcuteribræt. Førstnævnte? Lille og elegant og med sublim smag – blandt andet på grund af en særlig sesam, der ikke overdøver fisken, men blot passer perfekt til.

Intro-tun med den herlige sesam.

Intro-tun med den herlige sesam.

“Kødbrættet” er intet mindre end en herreportion. Den tager væsentlig længere tid at indtage end tunen, så det kan anbefales eventuelt at dele med din medspisende. Du får blandt andet pâte, fennikelsalami, foie gras, øl-pølse, rillette og ibericoskinke. Det er stort, det her – både i smag, men også i størrelse. Og særdeles velsmagende. Når man ser på størrelsen og mængden, er det helt fair, at denne forret koster en hundredekroneseddel mere end “normalen”, som foreskriver tre retter fra 300 kroner. Og fire retter fra 350 kroner.

Kødlussingen. På menuen hedder den Bon Vivant. Den fås også i en mindre udgave.

Kødlussingen. På menuen hedder den Bon Vivant. Den fås også i en mindre udgave.

Vi har også fået brød. Hjemmebagt naturligvis – og i fuld figur. Ikke noget med skiver, men i stedet et lille, fint velsmagende brød, der er saftigt og lige til at dele – både med fingrene og med din medspisende.

Brød. Hvis du skulle være i tvivl.

Brød. Hvis du skulle være i tvivl.

Ved nabobordet sidder tre glade gutter. Bag ved dem sidder fire mindst lige så glade gutter. Da bagmændene fortalte om stedet – før jeg kom – lagde de vægt på, at det var svært hyggelige rammer, de havde skabt. Lidt mere luksuriøst. Og feminint. Sågar et sted, der var oplagt til dates. Pommes frittes findes ikke – i stedet grøntsager. Men med den sunde mand (M/K), så er det helt i orden at fritterne ikke findes på menuen. Eller i huset. Ser man bort fra de netop omtalte gutter ved nabobordene, fristes du måske til at tænke, at det er anelse feminint. Det sagde bagmændene sågar selv, det var. Dog vil jeg på ingen måde have vanskeligheder ved at aflægge Madklubben Admiralgade et besøg med gode mandevenner. Stedet kan begge dele, uanset om agendaen er venskabelig eller kærlig.

Anders og sød tjenerinde.

Anders og sød tjenerinde.

Da der er tale om en prøvemiddag, vælter retterne (elegant) ind til bordet. De bliver bragt til os af søde folk (tjenerne), og efterhånden som promillen gør sit milde indtog, og kinderne bliver røde, stiger temperaturen. Det er skønt. Næste levende billede – eller faktiske døde – er en tatar. Hakket okseinderlår (oksen smager af mere end kalv, men knapt så “fint”), og i dens selskab finder vi hytteost persille, rugbrød og måske allervigtigst røget mayo. Sætter du gaflen i kødet uden noget andet, får du den rene, ferske smag. Den mangler noget. Dette “noget” er i særdeleshed den sublime mayo, som ryges på stedet. Bed for guds skyld om ekstra mayo, hvis Bertelsen skulle have glemt mit tip. For min skyld måtte kokkene i øvrigt gerne røre tataren før servering. Åh jeg bliver sulten, når jeg skriver disse ord.

Tataren. Mere mayo tak.

Tataren. Mere mayo tak.

Vi er nået til hovedretten. Som jeg husker det, er musikken blevet lidt højere, men stadig behagelig. Ikke noget rock og rul – bare feel good. Endnu et bræt kommer ind. Og sikke en plade. Her er bøf – i form af entreôte, men du kan også vælge et hav af andre udskæringer på helt op til et kilo – og et fint stykke grillet tun på 250 gram. Hertil? Tre gange sauce, hvor Bertelsens sauce med blandt andet brunet smør og kernemælk i nye klæder, får det store smil frem. En asiatisk relateret sauce (jeg husker desværre ikke hele indholdet) er så fin sammen med tunen, men jeg tilstår gerne, at tunen fra forretten gjorde det bedre for mig. Kødet? Det sad lige i skabet. Jeg skulle blot have talt eller snakket mindre og spist den, da den kom til bordet. Garnituren er et kapitel for sig. Hvorfor? Fordi den mere eller mindre skifter fra dag til dag, da man vil have, hvad der nu måtte være mest frisk. Vi får lidt løg, et helt spidskål (du graver bare ud af “hovedet”), små gulerødder og pyntegrønt. Brættet her er måske ikke elegant og romantisk, men det der med at dele, er en fornøjelse. Og faktisk velegnet til både date eller bro-mance. Uformelt og velsmagende.

Tun og bøf. Og et herligt kålhoved.

Tun og bøf. Og et herligt kålhoved.

Nå ja. Ingen middag uden dessert. Igen er der tre i spil. Sikke en fest. Forvent den klassiske créme brûlée uden dikkedarer og hokus pokus. Den er perfekt lavet og klassisk. Iced berries? Delvist nedfrostede bær med smeltet, hvid chokoladesauce. Og lige lidt fløde. Det er himmelsk. Det samme er den sidste sag: Braiseret Ananas med rom, kokos og vaniljeis. Skal jeg vælge en favorit? Altså, hvis du vil, kan du vælge alle tre for en halvtredser ekstra, men skulle jeg “nøjes” med en, må det blive de frosne bær.

De sublime bær.

De sublime bær.

Creme B.

Creme B.

Slutteligt? En kaffe, som du selv hygger med ved bordet. Du får vand i en kedel, en kolbe med kaffe, og så hælder du stille og roligt, mens du venter på, at din kaffe løber igennem og bliver klar til nydelse. Mens dette foregår, kan du jo passende læne dig tilbage, nyde omgivelserne og dit selskab. Det er fantastisk det her. Tak for mad. Og en særdeles god aften.

Mokka.

Mokka.

Book bord her

Find My Pleasure på Facebook her

Pin It

You may also like