Home Pindemadder Marbella Club – dag 1

Marbella Club – dag 1

written by Nicolai Klingenberg 23. september 2010
Pin It

Det var med store forventninger, at jeg skulle til Espania for at opleve et sted, jeg har fået beskrevet talrige gange – og oftest som legendarisk. Og skal det sige ganske kort, så blev jeg ikke skuffet. Overhovedet.

Here we are - Marbella Club! Foto: Claes Bech-Poulsen

Vellandet i Malaga og bragt sikkert frem til Marbella Club, der ligger omtrent en halv time fra lufthavnen, ventede et par dage i sus, dus og solskin. Efter et par timer vel at mærke. Det regnede nemlig, da vi ankom, men omgivelser og temperaturen gjorde, at det nok skulle gå. Derudover et uformelt frokostmøde med hotellets nye direktør i selskab med to af mine gode svenske venner.

En hilsen til Musse fra de svenske venner.

Og apropos frokostmøde, så var jeg sendt til tælling. Mage til buffet har jeg ikke oplevet. Nogen steder. Stederne findes sikkert, men der er langt i mellem steder, der tilbyder hummer, jomfruhummer, kæmperejer, friskgrillede lammekroner, oksemørbrad og fisk ad libitum. Hver dag. Året rundt. Nuvel – buffeten, som i den grad er et nærmest upassende ord, når man tænker på andre navnebrødre, er da også en spiselig legende, der trækker lokale samt folk fra nær og fjern udover gæsterne. Og vi fik da også diskret udpeget en mand, der nyder det store udbud med dertilhørende kagebord, dagligt. Og alene.

Klap-klap - så er der legendarisk frokost.

Mere end svært tilfreds og mæt forlod vi bordet, for at træde ud i så godt som strålende sol. Et par timer skulle bruges på nydelse af de næste par dages ”home away from home” med tilhørende gårdhave, stue, spisekrog, soveværelse og badeværelse. Indretning? Den gamle skole. Finere træstole, ditto spisebord og bidet på badeværelset, men stadig med moderne diskrete faciliteter såsom hengemt fladfjerner og usynligt internet.

Nydeligt hjem for et par dage.

Et mindre og ikke nævneværdigt uheld dagen inden gjorde, at en læge måtte tilkaldes, som kunne tilse patienten. En recept blev udskrevet, og de nødvendige medikamenter kunne hentes i gåafstand. Apotekerbesøg blev afløst af kaffe til få penge i modsætning til, hvad det koster at få det bragt til værelset, som vi erfarede dagen derpå.

Skægstubbe er ikke et must have på stedet - for at sige det pænt. Det røg dagen derpå.

Dinner time at eight? Jo tak. Eller det vil sige drinks klokken 20. Vi skulle være fem spisende, hvor det femte element er Marbella Clubs levende legende, Count Rudolf Schönburg a.k.a. Conde Rudy. En svært karismatisk mand, der kom til stedet i 1956, da hans fætter Prins Alfonso, havde brug for en hotelkyndig mand. Jeg traf Rudy i Stockholm i februar 2010, hvor fast håndtryk og buk a la god opdragelse hurtigt blev afløst af latter, anekdoter og en frokost med svenske specialiteter, store snaps og røde næser i Östermalms Saluhall.

Ankomst hall på Marbella Club.

Tilbage til drinksene. Vi er Spanien, hvor man tilsyneladende ikke kender til målebægere, men derimod øjemål – med lange blink og deraf følgende rigelig spirituosa. Sagerne blev indtaget i lun bar med væg til væg tæpper, gamle møbler og en hotelpianist på el-piano. Talk about the old and cool days.

En pianobar a la gamle dage. Den står således den dag i dag.

Og så til bords. En introsnack med gulerodssuppe samt stærk ost med rogn og balsamico gjorde fint indtryk. Mens maden gled ned, fortæller Rudy om hans første møde med området. Han kom til evigt forår i december måned for cirka fem årtier siden. Lige inden landingen med flyet løftede det igen – kun for at skræmme de fritgående køer væk fra græslandingsbanen. Her var fiskere dengang. Og det var det.

Snack-time a la intro med gulerødder, ost og balsamico.

Næste ret – rød tun på avocado med mere rogn og krabbe i tynde, fine skiver med olivenolie. Luksuriøst. Manden ved min side fortæller diskret, at stedet, vi er på, er det, der i sin tid gjorde Marbella til det, der er i dag. Og jeg begynder at forstå hvorfor”¦

Til bords med legenden Conde Rudy - stående til venstre er det aftenens sommelier

Hovedret – havtaske i kuffertstørrelse med ærter og kartofler. Saftigt. Lækkert. Og med Prins Alfons vin til – det varme område gør, at der er tale om en kraftig sag, der er godt krydret. Vi afslutter – middagen – med en nytænkt apfelstrudel med kaffe og avec. Jeg slår et slag for den spanske brandy Soberano, men bliver overtalt til en Lepanto i stedet. Den smager nu også bedre, viser det sig.

Aftenens designertaske fra havet.

Prins Alfonsos vino.

Strudel - ganske tung, men lige mig faktisk.

Lepanto por favor.

Vi takker af, bliver inviteret til cocktailparty i anledning af Rudys kones fødselsdag dagen derpå. Sublim aften, som afsluttes med et kig på en flot parkeret Mercedes SLS AMG, måneskin, Champagne og kig på roser, der er medbragt fra de svenske venners farm i Sydamerika. Life is good.

Aftenens hurtigste vogntøj - Mercedes SLS AMG.

Roser - som roser nu engang skal se ud.

Med glas i hånden og kig til månestige i vandet. Lovely.

Du ved, du er på Marbella Club, når”¦
– du spørger lidt nysgerrigt til det trådløse internet under en frokost, og der to minutter efter ankomst til værelset står en medarbejder med en bærbar computer for at rette fejlen.
– du oplever, at personalet lever og ånder for service og således har arbejdet på stedet i over 40 år.
– du mener at kunne genkende nogle af gæsterne på de ophængte billeder, og det viser sig at være ”folk” som Sean Connery og Brigitte Bardot.

Pin It

You may also like