Home Pindemadder Sank Peder – en værtshusperle i reservatet

Sank Peder – en værtshusperle i reservatet

by Nicolai Klingenberg

Der er ikke sket meget på Sankt Peder, siden jeg besøgte stedet for første gang i 1994. Det var i de glade gymnasiedage, hvor weekenderne fra tid til anden blev brugt på det Hellerup’ske værtshus. Der blev før-festet, efterfestet og raflet, og vi var altid velkomne. Da huen kom på tre år efter, fik jeg sågar et fint stempel i huen fra stedet, og da jeg for nylig var forbi, fik jeg ikke et stempel i huen, men til gengæld tatar i maven.

Ta-taar! Den formulering bruger jeg ofte om det rå kød. Kom med til bords og på en rejse tilbage i tiden.

Jeg har talrige anekdoter fra Sankt Peder. Tag nu for eksempel dengang, vi var et par stykker, der lige skulle mødes på stedet – det var i de tider, hvor tobakken kostede langt mindre end i dag, og hvor backgammon og raflebægere var delelementer i en god aften på et værtshus. Pludselig foreslog en pige fra klassen, at vi skulle hjem til hende, og få minutter efter trillede en varevogn med en rar stedfar bag rattet op til stedet, hvorefter alle blev losset ind bagi med cykler og højt humør. Aftenen endte i private omgivelser og til den lyse morgen. Men startskuddet lød på Sankt Peder. Det var også på Sankt Peder, at jeg drak min første øl med studenterhue på i selskab med Hervard og vores forældre. Det var faktisk også på “Peder”, at jeg lærte at spille Meyer – og at fulde piger kan hitte på at spise ølbrikker i små portioner…

Der er ikke sket al verden på stedet – muligvis er frokosten blevet en større forretning end i 90’erne, der er nye ansigter blandt personalet, og der er kommet et nyt pissoir på herretoilettet, men de mørke borde, og den særlige lyd, der fremkommer, når man traver over trægulvet er stadig den samme. Og gudskelov egentlig. Små perler bør ikke udvikles synderligt, så længe de fungerer. En tilbygning udenfor er dog kommet til, og det giver både flere pladser og fin mening – det er værtshus, og da lovgivningen udi tobaksrygning er blevet strammet, er det et fint tiltag, at man både kan spise, skåle og ryge udenfor.

Det er der, det sker.

Men det skal ikke kun handle om anekdoter. Det skal også handle om en omgang tatar uden dikkedarer, men med masser af obligatorisk tilbehør. Som du måske ved, uddeler jeg ikke stjerner, men jeg vil gerne have lov til at kategorisere Sankt Peders tatar som godt over middel, frisk og af en størrelse, der nærmer sig XL. Tilbehøret? Det obligatoriske. Skulle tataren have været rørt? På ingen måde, for værtshuscharmen byder ikke op til den slags. Keep it simple. Min kødanretning blev akkompagneret af en sprudlende danskvand, og blev efterfulgt af en kop sort kaffe på terrassen.

Serveringen? Ingen leflen for kunderne, men til gengæld med næsen i sky – men med charme. Og det med næsen i sky er ganske bevidst. For eksempel skulle en stamgæst lige fortælle en anekdote til en fra personalet – “Det tager kun to minutter”, lød det. Straks efter ankommer den rare mand fra personalestaben med et æggeur, slår sig ned, lytter, og efter et minut lyder det: “Det var ét minut”. Jeg mener ikke, at historien var videre interessant, og tjeneren forlod også samtalen, og efterlod æggeuret, der gik af med en heftig ringen kort efter.

Kød, æggeblomme, peberrod, pickles med mere.

PS: Det var på Sankt Peder i 1990’erne, at mobiltelefonen for alvor blev et hit – man kunne koordinere med andre, når man fik lov at låne en faders mobiltelefon til stedet, og jeg husker stadig den aften, at displayet lyste op med et telefonnummer, så vi kunne se, hvem der ringede. Det var i øvrigt før man kunne sende en sms, og det var David B, der ringede hjemmefra.

Jeps – den eksisterer den dag i dag, men fungerer ikke. Hvorfor den er gemt hos forældrene, skal jeg ikke kunne svare på, men det var til dette apparat, at David B ringede engang i midten af 90’erne.

You may also like

5 comments

Guest 20. juli 2012 - 08:05

David Ben….?

Reply
Anonym 20. juli 2012 - 08:08

Det var faktisk David Blix…

Reply
Morten 20. juli 2012 - 08:58

Hvor vi hang ud, da vi gik på Gammel Hellerup i 80´erne 🙂

Reply
Anonym 20. juli 2012 - 16:52

Årti efter årti om man vil.. 🙂

Reply
Nej 20. juli 2012 - 17:00

Det samme gjorde sig gældende i begyndelsen af 00’erne 🙂

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk