Home Ure Larsen & Eriksen – ure, design og cykelslanger i Afrika

Larsen & Eriksen – ure, design og cykelslanger i Afrika

by Nicolai Klingenberg

Larsen & Eriksen – 1.000 kroner for et ur, der kan alt, hvad et ur skal kunne (plus velgørenhed)

Der findes ure til halve og hele millioner, der findes ure til 50.000 og 250.000 kroner – og der findes ure til 1.000 kroner. I dag skal det handle om sidstnævnte. Larsen & Eriksen er et dansk firma, som ikke slår sig på tungt urmageri, men nærmere på design og den gode sags tjeneste. Jeg havde gutterne forbi kontoret, og det kom der nedenstående interview ud af.

Larsen & Eriksen watch

På kontoret…

Magnus og Jeppe – I laver ure til få penge. Hvordan og hvornår kom i på idéen?
– Vi har været venner, siden vi mødte hinanden i 3. klasse, og sammen udviklede vi ret tidligt en små-sygelig besættelse af det klassiske armbåndsur. Gennem årene har vi begge prioriteret at rejse og opleve så meget som muligt – og vi har derfor aldrig været i en økonomisk position, hvor det har givet mening for os at kigge på de ”dyre” ure.

Larsen eriksen

Æstetisk

Formentlig som ét stort sammensurium af vores lidenskab, vores rejser og en følelse af, at vi manglede et eller andet fra ur-markedet, spurgte vi en dag os selv:

Hvad nu hvis man skabte et ikonisk dansk design, kombinerede det med et pålideligt schweizisk urværk og pakkede det hele ind i en pris på 1000 kroner?

larsen & Eriksen

Simpelt og elegant

Efter at have gået og summet lidt over tanken, tog vi det første spæde spadestik på en kold og mørk aften i februar 2015… Vi havde absolut ingen idé om, hvordan vi skulle gribe udfordringen an, men efter en flaske rødvin og en solid kreativ brainstorm kiggede vi på hinanden og sagde:

Nu prøver vi kraftedme!

I har fortalt, at udgangspunktet skulle være et flot design – hvad var ellers på tapetet udover ure?
– Det er korrekt, at projektet ”udadtil” handler om at skabe et tilgængeligt og ukonventionelt design-univers – pt. med afsæt i ure. Men basalt set er vores helt overordnede vision, at vi gerne vil gøre en positiv forskel;

Vi vil gerne gøre så mange mennesker som muligt glade. Det gælder dels de fantastiske mennesker, der har lyst til at støtte vores design-visioner – men det gælder i mindst ligeså høj grad også de fantastiske mennesker, der ikke har forudsætningerne for at kunne bekymre sig om ting som design og ure.

Nu med blæk.

Derudover har vi – på de mere interne linjer – en beskeden ambition om, at vi vil skabe verdens bedste arbejdsplads for vores medarbejdere og samarbejdspartnere.

Livet er for kort til bare at gå og vente på at få weekend!

I en verden hvor tiden kan aflæses på telefoner og datamater, vælger I så at lancere et ur, men hvad får man hos jer, som man ikke får hos de andre?
– Basalt set får man produktet af to års dedikeret og kompromisløs design- og produktudvikling. Og at vi selv har tegnet og udviklet samtlige former og detaljer fra bunden gør netop, at man i vores ure får et unikt produkt; Dansk design med referencer til 50’ernes rene linjer kombineret med nutidens København, hvori vi betragter cyklismen som den definerende faktor i alt det, vi elsker ved vores hjemby.

larsen eriksen watches

Købehavn spiller en væsentligt rolle

Dertil kommer, at vi gennem de to år har brugt ekstremt mange ressourcer (og frustrationer!) på at skære de mellemmænd, der vanligvis bringer et urs pris markant i vejret, fra. I modsætning til mange andre ur-mærker har vi således den direkte kontakt med samtlige af vores producenter. Det gør dels, at vi kan sikre gode arbejdsforhold – og det gør samtidig, at vi kan tilbyde en ekstremt konkurrencedygtig kvalitet til en ekstremt konkurrencedygtig pris.

Og hvem er jeres kernekunde?
– Demografisk set ønsker vi ikke at inkludere og ekskludere nogen mennesker. Uanset køn og alder skal man støtte op om vores design-visioner, hvis man:

1) kan lide udseendet
og
2) gerne vil have et simpelt og pålideligt ur, som ikke behøves koste det hvide ud af øjnene. Og i forlængelse af det vil vi kun føle, at vores mission for alvor er lykkedes, hvis folk med tiden vælger at have flere ure at vælge mellem, alt afhængigt af humør og lejlighed. Det er netop dét scenarie, vi gerne vil muliggøre.

Splittet ad

Den største succes til dato…?
– I bund og grund har den største – og vigtigste – succes været, at det efter to års lange forberedelser lykkedes os at komme ud på markedet for godt og vel et år siden… Dertil må vi jo nok også indrømme, at vores første år er gået en hel del bedre, end vi havde turde håbe på.

Vi er det eneste danske ur-mærke i Louisiana-museets og ARoS-museets design-butikker, vi har 25 fantastiske forhandlere i Danmark, vi har håndplukkede forhandlere i 15 lande fordelt på fire kontinenter, og vi har sendt ure til mennesker i samtlige verdenshjørner.

Det handler ikke kun om ure – men også om et cykelprojekt i Afrika? Kan I gøre os klogere?
– Det handler nemlig lige præcis om meget mere end ure! Som led i bestræbelserne på også at gøre en forskel for de folk, der ikke har ressourcerne til at købe vores ure, har vi etableret et såkaldt one-for-one initiativ, som vi kalder ”Bikes For A Happier World”.

Det betyder, at hver gang vi sælger et ur, donerer vi en cykelslange til folk i de fattigste dele af Gambien og Senegal. Her kan en velfungerende cykel gøre en livsafgørende forskel for folk i de rurale områder, når de skal til og fra skole, hospitalet, markedet og så fremdeles.

larsen eriksen bike

A happier world:
#BIKESFORAHAPPIERWORLD

Vi har etableret stærke samarbejder med Dansk Cyklistforbund samt den frivillige organisation ”Cykler til Senegal”, og pt. arbejder vi på at sikre, at cykelslanger – og Vestafrika – kun er en lille begyndelse.

Hvad er jeres eget forhold til tiden i almindelighed?
– Efter vi er sprunget ud som iværksættere, så er forholdet særdeles anstrengt! Vi ser ikke en brøkdel af den familie og de venner, vi gerne ville.

Så Hvis Gud overvejer at gå over til 28 timer i døgnet og ni døgn på en uge – og hvis han læser med her – så ville en akut implementering virkelig være belejlig. På forhånd tak.

Kunne I hitte på at gå med andre ure end jeres egne, hvis der pludselig rullede en stor sum penge ind på kontoen?
Jeppe: – Der er mange, men selv hvis man kunne vælge frit på alle hylder, vil det nok blive et Rolex Datejust fra fødselsåret. Det skulle være stål-udgaven med en textured dial. Den model, synes jeg, er ret tidløs.

Magnus: – Tanken er pt. ret fjern… Men hvis jeg fik armen vredet om på ryggen, så ville jeg formentlig vælge et Universal (Geneve) fra 50’erne med masser af patina – gerne en 38 mm version med ugedag- og datoviser øverst og moonphase nederst på skiven.

watch roll

Gutterne laver i øvrigt også watch rolls…

Hvad er jeres mål med LARSEN & ERIKSEN?
– For at kunne indfri vores ambition om at gøre flest mulige af klodens mennesker glade skal vi:
1) Have etableret os som et ikonisk dansk design-univers
og
2) ud og have endnu bedre fat i de internationale nøglemarkeder. Det er dét, meget af vores fokus er rettet mod i 2018.

Hvad har – til dato – været den største lektie omkring livet som iværksætter?
– Vi har altid fundet det banalt, når Morten Albæk i sin bog har proklameret, at flid er den vigtigste ingrediens til succes. Og når Jesper Buch gang på gang har sagt, at det bare gælder om at kick’e noget ass, mens han sidder på køleren af sin Aventador, har vi nok fundet det en smule letkøbt…

Men vi må bare indrømme, at vi på egen krop (og virksomhed) har erfaret, at jo hårdere man arbejder, desto større er chancen for at nå det mål, man arbejder henimod.

Derudover er vi adskillige gange blevet overvældet over den uendelige mængde af god karma, der findes i det danske iværksætter-miljø. Det er dybt inspirerende og forbilledligt!

larsen eriksen instagram

Fra Instagram

Slutteligt – hvad kan vi forvente at se fra jer fremadrettet?
– Uden at sige for meget, så kan vi afsløre, at vi arbejder målrettet på at udvide vores produktportefølje -både hvad angår kategorier og materialer. Derudover skal man nok ikke blive dybt forarget, hvis man ser et collab eller to fra os inden for det næste års tid…

larsen eriksen ure

En del af det nuværende sortiment

Tre hurtige til Larsen & Eriksen:

Hvad byder jeres kommende forår på?
– De sidste tre år har ”privat regi” været et meget, meget begrænset tidsrum for os begge – og det fortsætter helt sikkert sådan i 2018… I LARSEN & ERIKSEN regi er vi midt i en masse rejser til både USA og Japan, så en klar ambition for foråret bliver at få hentet ind på såvel den sociale samt fysiske form – bl.a. ved at spille squash et par morgener om ugen, inden vi møder ind på kontoret.

Hvor har I sidst spist et mindeværdigt måltid sammen?
– Når vi er i Østen, kan vi ikke få nok af små, lokale restauranter, hvor vi vælger mad ud fra slørede billeder (og garanteret er endt med at spise gnavere op til flere gange). Men hvis det skal være det seneste, så må det være morgenmaden på ”Five Leaves” i Williamsburg; Moroccan Scramble og truffle fries kombineret med deres helt suveræne kaffe. Det er et must, når vi er i New York.

Må vi se et hverdagsfoto fra hver jeres telefon og høre lidt om motivet?
Jeppe: – Fra sommerhuset på Bornholm i efteråret. Altid godt at komme derover, om det så er ren afslapning eller arbejdsweekend.

Fra Jeppes telefon

Magnus: – Inden jul havde jeg fornøjelsen af langt om længe at opleve det islandske band ”Sigur Rós” live. De laver efter min mening noget af det mest eskapistiske og innovative musik i verden.

sommerhus

Fra Magnus’ telefon

Vil du se og vide mere om Larsen & Eriksen findes der www-platform her

Flere ure på My Pleasure her

– F A C E B O O K –

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk