Home Rejser En kærlighedserklæring til min barndom i 80’erne

En kærlighedserklæring til min barndom i 80’erne

by Nicolai Klingenberg

Barn i 80’erne

Jeg kan ikke afvise, at denne her artikel kan blive en af flere. 80’erne var nemlig et årti, som bød på utrolig mange oplevelser for mit vedkommende. Jeg fyldte tre, da årtiet begyndte – og jeg var 11, da det sluttede.

Det var ribbensteg og rødkål om fredagen med Anna og Lotte på 12″ tommer skærmen, som ikke havde fjernbetjening. Det var kartoffelkur og Palme-mord, men også iskolde vintre og somre som få. Det bilder vi os jo ind, når vi kigger tilbage. Men den med sneen, er god nok. Engang frøs vores vandrør i huset, så min far måtte stå med en føntørrer og blæse vandrøret til optøning.

80'erne

Min mor og jeg

Selv samme vinter kedede jeg mig en dag, så jeg besluttede mig for at rydde sne for naboerne. Vi boede på Ellebækvej, og vores del af vejen endte blindt – og i herlige cirkel. Da jeg havde været turen rundt, kiggede jeg over på den anden side, hvor jeg begyndte min snedrydning. Alt var som før – og man kunne ikke se, jeg havde været i gang. Jeg gik ind igen.

80'erne

Min far som ung

TV-underholdningen var et et pudseløjerligt element. Min ven Michael havde en såkaldt dekoder, så man kunne se det bedste fra Kanal 2. Det var amerikanske serier og den slags. Men alle kunne se TV-Bingo med Peter Belli. Det var jeg dog den eneste i husstanden, der gjorde, men jeg synes, det var så hyggeligt. Og jeg kunne aldrig helt forstå, hvorfor vinderne aldrig valgte de Bauer rulleskøjter, som jeg drømte om. Vi springer direkte ind i studiet…

80’erne var fisketure med vennerne – med net og stang og ganske ofte med succes. Du ved små fisk til ditto drenge. Det var en barndom uden bekymringer, der var at stå mellem bilsæderne, når vi skulle besøge venner, og radioen spillede ganske ofte et pudseløjerligt stykke musik. Blandt andet fra et par jyske brødre, som var iklædt Intersport habitter med navnetryk. Det er nichémusik og nummeret har det med på en eller anden mærkværdig vis at dukke op i mit hoved af og til….

Nuvel. Kim Larsen gjorde det bedre end ovenstående brødre, og selvom filmen “Midt om Natten” deler vandene, så er jeg virkelig begejstret for den film. Det samme med Olsen Banden – selvom der reelt kun blev produceret to film i det årti. De andre er ældre.

Nå. Jeg gik fra børnehave til skole, og fra tre hjul til to hjul. Jeg fik nogle af mine bedste venner i 80’erne – og jeg ser dem stadig. Det er jeg overordentlig lykkelig for.

Min skoleklasse

Vi rejste lidt. Ikke meget. Men jeg husker turen til Ibiza, hvor mine forældre havde truffet hinanden otte års tid forinden. Vi var også i Jylland, Irland og Sverige. Sidstnævnte fordi vi købte et sommerhus, som vi stadig har. Dengang kom vi dertil med færgen fra Tuborg Havn – det var en mægtig sejltur, og jeg fik ganske ofte lov til at spille et underholdende bilspil på en spilleautomat. Der var både rat, gear, speeder og bremse.

Jeg græd, da jeg fik at vide, at jeg skulle bruge briller, men pludselig kunne jeg se det hele lidt tydeligere. Jeg mestrede i øvrigt både rulleskøjter og skateboard, og så var jeg generelt ganske ivrig. Måske nærmere utålmodig. Der var også ung, spirrende kærlighed – eller i hvert fald en forelskelse. Eller ti.

80'erne

En død fisk, kedsomhed og et nej tak fra Sofie. Febuar-lede anno 1989

Firserne var et festligt årti – jeg var ofte med mine forældre til fest og middag, hvor jeg legede med de andre børn. Vi havde vores egen fest, og vi måtte alt. Måske ikke det, vi undlod at fortælle om, men du forstår nok. Vi var ude, selvom det var mørkt, vi så hverken TV eller video, og normalen var at falde i søvn på en sofa og blive båret ind i bil eller hyrevogn, når festen var slut.

80'erne

Brillerne. Mere er der ikke at sige til det foto.

Jeg stopper for nu. Måske jeg vil dykke ned i konkret anekdoter senere hen. Det kunne for eksempel omhandle en særdeles emotionel flytning fra 2820 til 2920. Men nok om 80’erne for nu.

Så du den med min hyldest til hjemstavnen? Den ligger her

En kærlighedserklæring til min hjemstavn

Facebook er her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.