Home Karismatiske mænd De smukke unge mennesker og alle os andre har mistet et klenodie

De smukke unge mennesker og alle os andre har mistet et klenodie

written by Nicolai Klingenberg 1. oktober 2018
Pin It

Lørdag aften stod jeg i vores køkken. Min kone var ude med nogle veninder, og vores søn sov. Det slog mig – ganske pludseligt – at hvis jeg nogensinde skulle begræde en kunstners bortgang, så ville det være Kim Larsens. Dagen efter kort før middag, lader jeg mig fortælle, at gårsdagens strøtanke pludselig var blevet virkelighed.

Engang i Vega

Kim Larsen har været der i hele mit liv – han var der, da jeg besøgte min morfar i Sverige og kassetteafspilleren troligt kørte båndet gennem en anordning, der gjorde båndstrimlen levende. Kim Larsen var der i “Midt om Natten”, til sodavandsfesterne i folkeskolen, og selvom det blev “ufedt” at høre Kim Larsen i de spæde teenageår, så var hans musik der altid. Måske ikke på eget anlæg, men altid i radioen.

Kim Larsen kom tilbage. Han var den voksne “ven”, der blev synonymet for kærlighed, nostalgi, tryghed, venner og anekdoter. Jeg husker engang, hvor en ven og jeg havde et fritidsjob på Bakken. Her arbejdede der virkelig mange pudseløjerige størrelser, og engang blev vi inviteret med til Jimbos fødselsdag i et forsamlingshus. Drengen hed vist Jim, men alle kaldte ham Jimbo. Vi passede ikke rigtig ind, men jeg husker, at Jimbos mor stod i køkkenet med en cigaret i mundvigen og pjaskede rundt med en portion flødekartofler, da vi ankom. Hun kiggede pludselig på os og sagde: “Når denne her kommer på i aften, så det betyder det altså, at festen er SLUT!”. Dernæst trykkede hun på play på compact-disc afspilleren, hvorpå sangen “Om lidt bliver her stille” sivede ud gennem højtalerne. Budskabet var tydeligt, og jeg mindes, at vi gik, før sangen kom på.

Omtrent 20 år efter ovenstående fødselsdag, blev min barndomsvens mor begravet til selv samme nummer, og jeg græd som pisket.

Kim Larsen var der sidst på natten til teenagefesterne, hvor drenge troede, de var mænd, og hvor man lovede hinanden evig tro- og venskab og domine et sanctus. Det betyder vist “bare” herre og hellig, men hvad ved man om den slags, når stemmen knapt er gået i overgang og Bjørnebryggen rumler i maven. Men det føltes helligt og ægte. Og det var ægte.

Jeg hørte engang en historie om en mand, der havde en Kim Larsen tatovering på brystet. En aften i København så denne mand Kim Larsen et sted på Vesterbro – han drønede op til Kim Larsen, knappede skjorten ned og fremviste stolt sin tatovering til sit idol. Historien lyder, at Kim Larsen sagde følgende ord til den tatoverede: “Unge mand. Få dig et liv.”

Kim Larsen var der, da jeg var altmuligmand og tekstforfatter-knægt på et reklamebureau i de sene halvfemsere. Bureauet havde en kunde, som skulle holde en fest. Kundens produkt var fjernvarmerør, og det er i sig selv virkelig kedeligt, men festen blev et hit, da Kim Larsen kom på scenen. Han havde sågar fødselsdag, og Britt fra bureauet havde sørget for en lagkage. Det imponerede ikke Kim Larsen. Reklamebureauet lå i øvrigt lige på den anden side af Langebro, når man cykler væk fra Rådhuspladsen.

Jeg kan synge med på mange af hans tekster, og jeg kan ordene, som nogle har kaldt banale. Jeg synes, de er let tilgængelige og geniale.

Det siger blip-båt og gud hvor går det godt
vi har hvad vi skal ha’ af både stort og småt

Kim Larsen var der, da jeg blev voksen. Det nummer, jeg har hørt flest gange, må være “This is my life”. Jeg har brugt nummeret til meget, men det skal jeg ikke trætte dig med. Min kone kiggede engang på mig, da nummeret blev spillet i bilen og spurgte ganske direkte, om nummeret skulle spilles til min begravelse. Jeg blev ganske stille, men jeg fik vist mumlet ja. Nå, rask, rørig og til siden med den tanke. Der er jo mindst 100 år til, det skal overvejes igen.

Mig bekendt værnede Kim Larsen om sit private liv, der vist har været tummelumsk fra tid til anden. Journalister var ikke hans kop te – eller glas øl – men jeg så et fint portræt, hvor jeg hæftede mig ved nogle af hans udtalelser. Blandt andet om penge:

Erling Bundgaard: – Ejer du overhovedet noget? 
Kim Larsen: – Ja, jeg har en ejerlejlighed. Sådan ejer man jo. Og så har jeg to cykler. 

Og til en anden journalist, der spørger ind til Kim Larsens penge og formue:
– Der er ikke gået bingo i det foretagende her, og det gør der heller ikke!

Derudover erfarede jeg, at Kim Larsen og et par godhjertede kammerater etablerede Himmeblå-Fonden i slut firserne, hvor man på årlig basis deler penge ud til trængende. Egentlig overrasker det mig ikke, men jeg bliver lun om hjertet.

Kim Larsen har været der hele mit liv. Som barn, i ungdommen, i voksenlivet, til festerne og til en begravelse. Nu er han død. Tak for musikken. Den bliver jeg ved med at høre.

For i nat
når lyset brænder ud
og alt blir stille
er du ene
åh så ene.

Han lever videre – blandt andet i tankerne. Og på Spotify.

Her er det føromtalte portræt:

Pin It

You may also like