Der er lørdag, det er weekend, og det er tid til at slappe af. Måske en aften ude med vennerne, den eneste ene eller en blanding af begge. Der skal nydes – og der må gerne være drinks til. I dag får du to herlige bud på en drinks – en før middagen og en efter.
Februarkulden har ikke helt fortaget sig. Og slet ikke ved aftentid – blæsten prikker i ansigtet, hænder er kolde, men temperaturen stiger med det samme i det døren går op til Nimb. Tag trappen op, sving til højre og forsæt ned til enden af gangen.
Slå jer ned i den højloftede Nimb Bar, og afgiv bestilling på en drink – i dette tilfælde Cognac Tonic. Forvent hurtig servering, et fad med sprøde chips og højtidelige rammer.
Efter middag og kaffe på unavngiven destination, når vi til del to: After dinner drinks på The Library Bar. Forvent herreværelse med tunge lædermøbler, mørkt træ og væg til væg tæpper. Og drinks, hvor man ikke er karrig med centilitermålet.
Mit valg faldt på en Antichrist – den er shaken, lavet på blandt andet Hendrick’s gin, og den mindede mig fluks om en rekvisit fra Mad Men; dels på grund af de syv centiliter spirituosa, men også på grund af glasset og de mange raslende isterninger. Absolut velsmagende
Har du et godt tip til en pre- eller post dinner drink?
Så send mig et par linjer på nk@my-pleasure.dk – eller del dit tip direkte i kommentarfeltet herunder.
Skrivelsen er præsenteret i samarbejde med Longines.