Rekommanderet – del XII
Skal du ud at flyve? Og er der afgang fra Kastrup? Så byder dagens skrivelse på alle tiders tip – der er dømt morgenmad uden dikkedarer. Og som oven i købet mætter – og så tager det ganske kort tid.
Som første foto afslører, så skal vi et smut til Lagkagehuset. De holder til på vej mod de mange A-gates og har en skranke mere eller mindre midt i det hele. Har du bedre tid? Så kan du slå dig ned ved deres borde, som har udsigt til fly, landingsbaner med mere. Og lad dig ikke skræmme af navnet – Lagkagehuset har andet end kage på menuen.
Skal jeg flyve europæisk, og er der afgang fra tidlig morgenstund, har jeg sjældent voldsomt god tid, hvorfor “pop-up skranken” udmærker sig med en kvik betjening og god placering. Og når tiden er knap, så er det rart at “go simple” – altså en lynhurtig kaffe, der er brygget og ready to go. Bollen? Den er egentlig et rugbrød i forklædning – smid en skive øko-ost i den, tag bollen i den ene hånd, kaffen i den anden og så ellers af sted mod din gate. Alternativt kan du tage dine morgenkomplet stående. Fidusen er, at du får god kvalitet, der smager – og mætter.
Skrivelsen er præsenteret i samarbejde med Longines.





