Home Karismatiske mænd Johan Bülow og lakridsfabrikken

Johan Bülow og lakridsfabrikken

written by Nicolai Klingenberg 1. januar 2014
Pin It

Det handler om at være en yngre mand – og om at lave lakrids. Egentlig handler det også om succes, velgørenhed, flid, at lave – og lære af – fejl, et Rolex ur, om snarligt at indtage Norge og om at ramme ved siden af med et påskeæg. Tag godt imod lakridskongen a.k.a. Johan Bülow.

Det er manden her, det hele handler om. Han hedder Johan Bülow

Det er manden her, det hele handler om. Han hedder Johan Bülow. Foto: Flemming Lyng

Johan – du har selv skabt dit eget “deluxe” lakridskogeri, men du havde ingen viden ellers ekspertise, så hvorfor lige denne god lakrids?
– Lakrids var uopdaget. Ingen havde tidligere tænkt tanken, at lakrids kunne flyttes til et højere niveau. Dette hverken på emballage/identitet eller på selve produktet og i særdeleshed på kvaliteten. De store producenter producerede store mængder på billige råvarer. Jeg ønskede at producere mindre på bedre råvarer. Kvalitet frem for alt og solgt via de butikker, som ønskede et andet og bedre produkt – både på kvalitet og pris. Den første lakridsstang tog mere end 12 måneder at udvikle. Jeg hentede folk fra den anden side af jorden for at lykkedes. Det var tre meget hårde år med ingen søvn og masser af isbjørne i maven – det gør dog, at følelsen er ubeskrivelig når succesen rammer.

Der er andre, der efterfølgende har satset på god lakrids – hvordan har det påvirket jer?
– Som det ser ud lige pt. florerer mere end 10 produkter på markedet, som alle på den ene eller anden måde ligner vores. Vi er i 2013 30 % foran året før, så jeg mærker ikke umiddelbart det store til det. Vi bliver mere og mere selektive og stiller større krav til os selv og vores produkter – det skal vi fortsat gøre, så vores produkt altid vil være bedre end de andres. Jeg ønsker i fremtiden at investere endnu mere ned i produkterne – endnu bedre råvarer, endnu højere kvalitet, endnu flottere emballager, endnu bedre univers. I kan godt glæde jer.

Genkedelig emballage

Genkedelig emballage

Hvad er det ved lakridsen, der gjorde, at den vandt dit hjerte?
– Lakrids er maskulint, og i min optik utroligt spændende pga. den naturlige lakridsrod som kan være smagsgiver i næsten alt. Vi ser kæmpe potentiale i markedet “mad og lakrids” samt alle de undergrupper af varer, som kan udvikles med smagen af lakrids. Jeg nævner i flæng: Lakrids the, lakridslikør, lakridøl mv.

Hvad tror du, vil overraske folk mest, når det kommer til lakrids?
– Lakrids er en fantastisk søder. Masser af unge piger spiser lakrids og eksempelvis vores drops (100% pure liquorice). Disse er helt ren lakrids uden nogen form for sukker – altså super gode når man er på kur. Dertil benyttes lakrids i diverse slankeretter for at slippe for sukker. Her kan jeg blandt andet anbefale vores Fine liquorice powder.
Vigtigt at vide om lakrids er dertil, at alt smag stammer direkte fra lakridsrod. Hele vores univers er altså bygget på en helt naturlig enhed fuldt på højde med kakaobønner. I fremtiden vil folk begynde at interessere sig for lakridsrødder og deres oprindelse præcis som kakaobønner, og hvor i verden de bedste kan høstes.

Det brune guld - lakrids i pulverform

Det brune guld – lakrids i pulverform

Danskernes lakrids-smag siges at være ganske unik og knap så populær uden for Kongeriget – hvordan er din holdning til det postulat?
– Det er korrekt, at de nordiske lande spiser mere ”sort lakrids” end resten af verden – det kan vi ikke løbe fra. Vi kan dog konstatere, at ved simple produktudviklinger, så kan vi ramme enormt bredt. Vores produkter, som er dragéret med chokolade, kan spises på hele kloden med velbehag – det er vi glade for! Vi har netop arbejdet på en variant til det japanske marked, som indeholder grøn the, matcha & ingefær – den smager fantastisk, og japanerne er meget positive.. Tænk, hvad det ikke kan blive til…

Tror du succesen havde været den samme, hvis du havde kastet dig over chokolade- eller bolcheproduktion med samme ildhu?
– Jeg tror, ideen er en del af den succes, vi har skabt. Jeg tror dog på, at jeg kunne være blevet en god bolsjekoger, hvis det var det, jeg havde kastet mig over. Faktisk var mine planer til en start at være restauratør – her tror jeg sagtens, jeg kunne få succes, men jeg bryder mig grundlæggende ikke om arbejdstiderne, og den store del stress som forbindes med netop den branche. Lakrids var nyt, spændende og uberørt. For en entreprenør som mig er gamle, konservative brancher, som ikke har oplevet den store konkurrence længe, ren GUF!

Hvis vi kigger fremad, hvad vil vi så kunne forvente at se fra Johan Bülow Lakrids?
– En helvedes masse god energi omkring lakrids og udviklingen indenfor de rammer, vi har skabt for os selv. Det bliver vigtigt at sætte to streger under, at lakrids by Bülow er den ægte, den rigtige og den i højest kvalitet – ingen over, ingen ved siden af.. Vi er i gang med at sætte et hold, som kan løfte os til nye højder – det er spændende. Dertil forventer jeg selvfølgeligt at udvide min horisont som entreprenør løbende – jeg står aldrig stille og sætter mig altid nye mål. Dette både privat og i virksomheden.

sdf

Drops

Den bedst sælgende vare i sortimentet?
– De bedst sælgende varer afhænger af sæsonen. Vi har produkter under navnet ”limited editions”, som kommer i en kort periode. I disse perioder er dette vores bedst sælgende varer. I starten af januar laver vi for tredje år vores variant LOVE. Meningen med denne er, at salget udelukkende forgår mellem Valentines og mors dag. I år bygger vi videre på ideen LOVE, og budskabet bliver ”sharing is caring” samt at donere to kroner pr. solgte enhed til Røde Kors. Jeg er i år ambassadør for Røde Kors, og jeg kan potentielt donere en god portion penge, hvis ellers folket køber vores variant. Jeg er super spændt på at se, hvordan det forløber. Udenfor sæson er de bedst solgte varianter i Danmark vores klassiske lakrids A (Choc coated liquorice) samt vores nr. 2 (salty liquorice).

Har I satset stort på noget, som viste sig ikke at blive stort overhovedet?
Ja, jeg udviklede fra år tilbage et påskeæg, som blev lavet i samarbejde med min mor. Ideen byggede på et håndlavet glasæg (min mor er glaspuster). Dette æg skulle pakkes i en akrylbeholder og via en etiket forestille et fuglehus – den gik bare ikke. Æggene gik alle i stykker i fragten og blev alt for dyre at producere – dertil fandt kunderne ikke ideen særlig sjov..

Det ser sort ud...

Det ser sort ud…

Du har skabt din virksomhed fra bunden og på få år. Hvorledes vil dit bedste råd lyde til andre, der gerne vil kaste sig ud i at være selvstændig?
– Gør det. Gør det med passion for det du laver. Gør det med stolthed.

Hvis du kunne lave en ting eller to om i forbindelse med etablering og opstart, hvad ville det så være?
– Jeg tror, jeg havde gjort det hele igen. Jeg er stolt af mit projekt og den forretning, jeg har skabt. Er der noget jeg vil lave om, så gør jeg det. Jeg har lavet masser af fejl og lært af dem alle. Jeg har beslutte mig for, at det er ok at lave fejl – så længe man ikke laver den samme fejl to gange – det er ikke acceptabelt. En enkelt ting har jeg dog fortrudt. Jeg blev spurgt som en af de første til at åbne en butik i Torvehallerne. Det sagde jeg pænt nej tak til, da vi var i gang med andet større projekt. Den ville jeg utroligt gerne have haft – i dag er det nok ikke så sandsynligt – desværre.

Skal du lave lakrids til dine dages ende, eller kribler det for at sætte fut i noget nyt?
– Jeg elsker grundlæggende at se ting ske og få disse til at vokse. Jeg lever hver eneste dag præcis, som jeg ønsker. Hvis jeg skal blive ved med det, så kræver det udvikling og nye projekter at være stolt af. Du kan godt regne med, at jeg i fremtiden kommer til at lave nye forretninger og spændende projekter.. Jeg elsker mit “projekt lakrids”, og jeg kunne ikke pt. forestille mig at lave andet. Jeg ved dog, at entreprenøren altid vil udforske og jeg glæder mig allerede til det.

Lakrids - nu også som del af cookies

Lakrids – nu også som del af cookies

Slutteligt – kan du forsøge at beskrive en arbejdsuge?
Arbejdsugen hed i flere år 100-120 timer. Fra tid til anden sov jeg på en rød luftmadras på lageret og drak ”Red Bull” til morgenmad. Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag har jeg lært mig selv at være fokuseret og bruge min tid rigtigt – både derhjemme med Sarah og min lille pige Eleanor, men også i virksomheden. Jeg elsker at være grundig, og jeg elsker at ”nå noget” – hvis jeg ikke får opfyldt disse kriterier, bliver jeg utilfreds. Jeg har cirka tre-fire rejsedage om måneden – netop nu overvejer vi tre lejemål i Norge, som bliver næste land, der skal indtages med lakrids som fortegn. I øvrigt er jeg verdens lykkeligste mand – jeg spiser lakrids hver eneste dag!

Fire hurtige til Johan Bülow

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Spiste engang på en mindre bistro i Paris med Sarah under forrige modeuge. Restauranten hedder ”Chez Paul” (http://www.chezpaul.com/). Serviceniveauet var helt forfærdelig og tjenerne nærmest fornærmende. Efter to timer uden mad er stilen ligesom lagt for en dårlig aften. Vi havde venner med, som alle selvfølgeligt var frustrerede. Den endte med, at maden blev serveret og var så ufatteligt lækker, at jeg aldrig tidligere har oplevet noget lignende – sagt af en mand, der indtil for ganske nyligt spiste ude seks dage om ugen. Jeg har siden sendt flere af mine bekendte derind – alle med succes..

Hvad har du sidste spenderet + 1.000 kroner på?
– En Rimova kuffert

En nyerhvervelse

En nyerhvervelse

Hvad drømmer du om for tiden?
– En sprøjte så jeg lever uendeligt sammen med dem jeg kan li’”¦!

Hvilket ur sidder der på dit håndled?
– Et Rolex Daytona

Følg Johan Bülow og lakridskonglomeratet på Facebook

My Pleasure er på Facebook her

Pin It

You may also like