Home Ure Hublot flytter ind hos Klarlund – et indlæg med videointerview

Hublot flytter ind hos Klarlund – et indlæg med videointerview

written by Nicolai Klingenberg 18. februar 2011
Pin It

Der er nu ikke noget som et godt ur-arrangement – lækre tidsmaskiner, rare mennesker og lidt godt til mave og gane. Denne gang var det Klarlund, der inviterede til ”launch” på Hublot. Lur med på nogle af Hublots store klodser – og hør direktør Andersen fortælle om mærket. Og dem der typisk køber Hublot…

"Bag dekorerede ruder...."

Tidlig aften i den dyre ende af Strøget. De fleste andre forretninger er ved at ringe af for dagen. Rullegitrene triller ned, der støvsuges og kassen gøres op. Hos Klarlund er sagen dog anderledes – fadene med pindemadder bæres frem, Champagnen nedsænkes i kølerne og montreglasset pudses.

Årsagen er Hublots indtog hos Klarlund. De har egentlig været der siden december, men denne torsdag skal det fejres og vises frem. Hublot er ungt mærke med et par (tre vistnok) årtier på bagen. Det begyndte for alvor at gå hurtigt, da Jean-Claude Biver kom til. Mr. Biver har en fortid i branchen – blandt andet hos Omega – men i dag er han adm.dir. og indehaver af den største portion aktier i Hublot.

En simpel og sort Big Bang - og her kan kransen drejes.

Nå, men Jean-Claude Biver har haft en finger med i spillet, hvis man ser på Hublots seneste vækst. Og succes. Det er gået stærkt og flere modeller, materialer og limiterede løjer såsom partnerskabs-ure med alt fra poloklubber (fra Gstaad) samt en væsentlig rolle i Formula 1 har givet god opmærksomhed – og flotte salgstal. Og så producerer CEO’en i øvrigt sin egen ost (!)…

Ganske vovet med en brun sag - og ditto læderrem.

Men hvad koster et Hublot? Og hvem er den typiske køber? Kan man personliggøre urene? Og hvad ligger bag fusionsbegrebet? Det spurgte jeg administrerende direktør Stig Andersen om – og svarene? Dem får du lige her:

Det er i øvrigt denne sag, der bliver filmet - læg mærke til de sorte ædelsten (husker ikke om det er sorte diamanter), der sidder i den ikke-drejbare krans.

Første gang jeg så et Big Bang, var jeg så godt som solgt. Jeg synes dog, det er gået lidt kvikt med nyhederne, der har det med at vælte ud. Jeg kan nærmest ikke følge med – og af til bliver det måske en smule for kulørt til min smag. Tro det eller ej.

Vistnok en damesag, men kulørt er den i hvert fald. For kulørt til mænd mener jeg.

Den kunne godt gå - men ikke som hverdags ur. Og det kræver altså et overskud, hvis man "lige vil have et rødt ur til samlingen".

Til gengæld er der nogle modeller, jeg godt kunne tænke mig – men jeg vil pt. ikke karakterisere Hublot som et top ti drømmeur (og jeg ved godt, at jeg stadig skylder den top ti).

Frækt skeleteret værk - og fin kontrast med sort og orange. Det minder mig om farvesammensætningen på Audemars Piguets Volcano.

Oven på ur-snak og kuffertkig på lækre sager blev det tid til svært delikate pindemadder…

Let og delikat - pindemadder og ure går i øvrigt fint sammen.

og et glas Champagne…

Hvad søren - der er jo Laurent-Perrier på køl...

Tak for et godt arrangement.

En kuffert med lækkerier - aftenens goodiebag. Næsten da.

Pin It

You may also like