Jeg blev budt varmt velkommen til Frederiksberg og fik mange flotte tips til et og andet. Det blev dog også til en flot invitation til Sokkelund – af ejeren himself. Han hedder Martin Hildebrandt. Han ville gerne understrege, at der altså ikke skulle skrives om stedet, men at det blot var en venlig tanke at byde på mad. Nuvel. Jeg kunne dog ikke dy mig, så nu kommer du altså med til bords.
Hvis det ikke er hyggeligt, så ved jeg ikke, hvad det er. Eller jo. Det er Sokkelund, men du forstår nok, hvad jeg mener.
Et par kollegaer har ladet mig fortælle, at de har brugt Sokkelund som datingmatrikel, når de er blevet budt ud. Her kan man nemt gemme sig blandt bordene, og det er kun folk med lange øren, der kan opfange, hvad der samtales om. Og akustikken, hvor jeg er blevet placeret, er faktisk ikke sådan helt i top. Det kan være lidt svært at samtale med den rare person overfor mig, men altså – stedet er proppet, klokken er over 20, og det er nu hyggeligt at læne sig ind over bordet…
Se, hvor glad man bliver på Sokkelund. Og man får rynker pr. konduite.
Menukortet granskes, nogle forlader et bord, mens andre kommer til. I modsætning til akustikken, så er belysningen svært hyggelig. Du føler dig hjemme, men stadig som gæst, og de ungersvende, der tog sig af mit bord, var svært venlige og tilstedeværende. Nok om det. Med al respekt. For nu kommer forretten til bordet, som består af jomfruhummere. Der står de er bagt, men jeg synes nemt at kunne ane noget “grill” i smagen. Og så sidder aiolien lige i skabet. Og lidt i mundvigen, men det er fordi, jeg er for grådig med dyppelsen.
Således så de ud.
Bordet forlades for en kort stund herefter. Dels grundet ønsket om et stykke tobak, men primært for at fotografere restaurationen udefra. Der hviskes fra et ungpigebord derude, hvor man ikke lader sig mærke af efteråret eller advarslerne på tobaksindpakningen. Jeg skyder løs – både med kamera og med en cigaret, og så er det retur til bordet.
Jeg havde en buket med. Eller – det ser i hvert fald godt ud.
Næste ret er en bøf. Mega originalt? Næh. Men noget siger mig, at man kan sin bøf på Sokkelund, for man slår sig ikke på så meget andet. Altså du kan snildt få din burger, som ret beset også er en bøf, samt en omgang salat, men den lader jeg ligge. I stedet ankommer der en ribeye af krogmodnet oksehøjreb. Den fås i øvrigt i tre størrelser (herligt tiltag), hvoraf jeg har valgt den midterste størrelse, som er på 350 gram. Jeg kører medium-rare til røde side, og bøffen kommer i øvrigt med bagte tomater og ditto hvidløg, rødvinsglace, fritter og en hjemmelavet bearnaise. Virkelig lækkert kød, må jeg indskyde – mørt og med masser af smag. Det glæder mig sådan, når man får et ordentligt stykke kød – det skal du vide.
Må jeg se, et foto af din bøf…
Sidstnævnte – altså sovsen/saucen – er jeg spændt på, og jeg gentager gerne min hang til det syrlige, som her ses opfyldt. Den er som den skal være. Og den er fuld af “klonk” (du ved sådan en tung lyd, der opstår, når man rumsterer rundt med skeen i den gule sauce). Fritterne er i øvrigt mørke og sprøde og bliver snittet på stedet.
For pokker – så kan du ikke engang se bearnaisen
Der er rart på Sokkelund. Det konstaterer jeg over en kop kaffe med to skud espresso og lun mælk oveni. Der er faktisk også en omgang cheesecake til kaffen. Den er dog ikke at finde på det elektronisk menukort, men jeg kan fortælle dig, at den har en lækker blød bund af kiks samt en fræk citrontopping og bær samt mynte.
Se lige
Say cheese(cake) – og sådan bliver den altså ikke serveret. Beklager.
Du kan i øvrigt også bestille vin på stedet – både som glas, karaffel og flaske. Ryger du på kødet, så kan den kraftige Zinfandel anno 2011 fra Ridge Vineyards St. Cruz i Californien nemt anbefales. Sokkelund ligger på Smallegade 36E og på internettet her
