Home Gæstebloggere Det er brunt – besøg på restaurant Geranium med kaffe til

Det er brunt – besøg på restaurant Geranium med kaffe til

by Nicolai Klingenberg

Thomas Knudsen har været på spil igen – sidst omhandlede det øl, og i dag omhandler det kaffe fra Nespresso på noget så fornemt som Restaurant Geranium. Jeg var forhindret, men det var Thomas ikke. Jeg overlader hermed ordet til Thomas.


Jeg er heldig at være inviteret til frokost på den højt estimerede restaurant Geranium, hvor verdensmesteren i mad, Rasmus Kofoed, svinger dirigentstokken i køkkenet.

Nespresso er vært for den udsøgte frokost. Firmaet, der producerer kaffemaskiner, hvori man putter små kapsler med kaffe, når man brygger sig en kop. Nespresso hører under Nestlé, som ønsker at gøre sig gældende i gourmetsammenhæng med en høj “kvalitetsstærskel” inden for kaffe. Men først skal jeg finde restauranten. Det tager lidt tid at blive overbevist om, at Geranium rent faktisk har til huse på fodboldstadionet, Parken, under et tribunetag. For hvordan i alverden hænger madkunst sammen med noget så reptilt som fodbold?

Jeg har taget dødsdragten på. Mit eneste jakkesæt, der ellers kun luftes ved begravelser. Noget seriøst gravøl har tidligere skabt et hul i buksebenet, som senere er lappet med en svømmeudmærkelse pålydende 10.000 meter. Stensikker kontaktskabende twist. Ved indgangen modtages jeg af nogle venlige fyre i brunt jakkesæt. For kaffe er brunt og brunt det nye sort. Elevatoren kører til 8. sal. Heroppe overskuer man byen og fælledparken i højde med trækronernes toppe. Man er ovenpå.

Vi modtages i restaurantens chambre séparée med et langstilket glas og en god ukrukket champagne. Stemningen er høflig og en smule hæmmet. For der er nærmest en ærefrygt ved at være i et af verdens førende madtempler. Vi sætter os andægtigt til bordet.

Forretterne ankommer umærkeligt, på skulpturelle stentøjsfade, og vinen får et par ord med på vejen. Hånden rækker ud, munden fyldes med delikate anretninger, der smager lige så raffineret, som de tager sig ud. Min sidemand bukker under for en kulinarisk hallucination, der bremser ham et øjeblik. Det ser ud som om, at knivmuslingerne ligger der i deres hårde skal. ”Det er en filodej med blæksprutteblæk, der skal imitere muslingens skal”, oplyser jeg til hans lettelse. Et sprødt ydre med den blødeste konsistens af muslingetartar indeni”¦ Og vinen gør det heller ikke ringere. Vinens syrlighed matcher den sødlige tone af rå knivmusling, og det minder om noget frækt og pirrende.

Snart efter ankommer noget, jeg anser for et Fabergèæg. Inden i ægget flyder en skummet cremesuppe af muslinger og svampe. Umami i dets stærkeste udtryk. Der er ingen grund til bekymring. Suppen slår alt, jeg tidligere har smagt, og den nye vin skyller igennem mig som den lifligste bæk fra himmeriget. Jeg, der ellers skyr hvidvin som poptøser, har for en gangs skyld intet at udsætte på den hvide drik. Krybdyrhjernen er i ekstase. Duft-­ og smagscentret har fuld bankoplade. Jeg sidder der som et dyr i en madrus, mens mit civiliserede overjeg noterer sig de herlige impulser.

Sådan bliver det ved og ved. Det er nærmest tarveligt at fortælle om det hele”¦ I al ubemærkethed er der løbet lidt mere vin ned, end jeg rigtig tåler sååå tidligt på dagen. Jeg falder i staver og følger fraværende en mand i færd med at tegne kridtstreger op på det grønne græs nedenfor. Det er derfor velkomment, at der serveres en kop kaffe. Det er et stærk fix, et bittert fluidum, der vækker én op. Sådan som kaffe nu engang er tænkt og brugt så mange gange før.

Til frokosten har Nespresso allieret sig med en fremtrædende sommerlier. En vinkender, der kan bryste sig af et verdensmesterskab i 1978. Han hedder Giuseppe Vaccarini, en lille trivelig mand med en kultiveret fremtræden. De senere år har han arbejdet for Nespresso med at bibringe kaffe lidt af den opmærksomhed og det feinschmeckeri, som vin i forvejen nyder. Vi får smagsprøver, alt imens Nespressos venlige værter fortæller om den proces og de mange kvalitetskrav, som kaffen går igennem, indtil den hviler dampende i koppen. Vi smager en frugtig kaffe fra Columbia og en krydret ditto fra Kerala i Indien. To poler med en forskellig crema på toppen, som specielt indholdet af Robustasorten tilfører. Vi hører også om samarbejdet med bønderne, der producerer og høster kaffebønnerne. Et samarbejde som sikrer nogle standarder i etiske, kvalitets-­” og miljømæssige aspekter.

Nespresso går langt i bestræbelserne for at skabe et slutprodukt, der gerne skal emme af kontrolleret og ensartet kvalitet. Man er således repræsenteret på 331 Michelin-­”restauranter verden over, og det er man tydeligvis stolt af. Geranium er dog ikke en af disse, fordi restauranten hylder økologien, som indtil videre ikke er på Nespressos repertoire.

Som privatkunde køber man Nespresso på en måde, der ligger langt fra almindelige måder at handle kaffe på. Butikkerne er æstetisk indrettede, og man kan både smage og handle kaffe samt købe en masse andet tilbehør. Det minder lidt om en delikatesse eller chokoladebutik, og der er en klar overvægt af kvinder på forlænget barsel. Der findes også en klub, der giver hurtig service, hvis maskinen bryder sammen. Man kan få en SMS, når maskinen derhjemme skal afkalkes. Nespresso tilbyder desuden en ”limited” kaffeserie, således at kunderne kan føle sig udvalgte og har adgang til noget andre ikke har. Æv bæv bussemand.

Som den anden gæst, uddannet på Copenhagen Business School, udbryder. ”Man skal give folk det, de gerne vil have”. Det har han lært på CBS. Nu står det bøjet i neon bag hans pande. Om folk vil have noget ”limited” kaffe, eller om det er en fortærsket markedsføringsstrategi, det ved jeg ikke? Limited editions hører vel hjemme i kunstens verden. Nummererede eksemplarer af tryk for at give varen en mere fikseret værdi trods dets ”kopihed”.

Men lad det nu ligge. Kulturprodukter skabes ikke ved at ophøje forbrugere til at være prinsesser i ”eksklusiv” selvforkælelse og selvsmagende forbrug. Der skal mere til. Forbrugerne skal opdrages og uddannes, charmeres og respekteres ” til ukrukket omgang med gode varer. Kvaliteten skal fastholdes, også selv om det er at kaste perler for svin. Alt andet er uansvarligt og ender med dårligt TV, løgnagtige reklamer, ulidelige indkøbscentre og teenagere, der opfører sig som bissende kvæg, indtil Jorden går under i et stort bluff-­”puf, og livet åbenbarer, at det ER en illusion.

Men hvad er det, der går galt, når en fødevaregigant som Nestlé går på banen med et markedsførings-­ og designapparat på størrelse med NASAs raketprogram? For den kritiske forbruger og den kritiske skribent ved jo godt, at der brandes et budskab. Der sidder IKKE en hr. Nestlé, der elsker kaffe kompromisløst, og som deler rundhåndet ud af sin kærlighed og passion. Der er lagt en produkt-­” og markedsføringsstrategi med fokusgrupper, segmentanalyser og kalkuler.
Nespresso virusbrander sig ved at sætte mig og andre i stævne på en gourmetrestaurant for at få noget omtale af deres gennemdesignede produkt. Og når denne artikel læses, så vil markedsføringsafdelingen skulle tage stilling til mine vurderinger og mine ord. Jeg arbejder ufrivilligt med at skærpe deres opmærksomhed og give dem ægte indtryk fra et ufordærvet sind. Jeg har været deres billigste medarbejder i Europa.


Jeg opsummerer mit indtryk således. Nespresso er en luksusudgave af kaffe. Et ambitiøst bud på kvalitet og bekvemmelighed, som fungerer fint i sig selv, omend til en høj pris. Den direkte kontakt med kaffen er væk for at skabe bekvemmelighed, enkelthed og kvalitet, men det er på bekostning af nærhed, sanselighed og ægte kontakt.

For en vindøjet opdager på stylter, som mig, så overgøres det samlede koncept, så autenciteten forsvinder. For meget produktgørelse, sødladen lufthavnshurlumhej og kunstig hype. God smag er nemlig både stolthed og ydmyghed, men i særdeleshed ærlighed. Vi vil have den ægte vare uden for mange gimmicks og manipulationsmidler. Indpakningen skal ikke være vigtigere end indholdet. Markedsføringen skal ikke være omklamrende servil og fissehviskende delikat. For det er kaffe.

Heldigvis har Nestlé også kaffen til mig. Jeg kører mit sædvanlige shit med laksativpulver og mælk. Og Nestlé vil altid søge mig igen. Det kan de slet ikke lade være med. De leder efter os alle, der hvor vi er -­”med den pung, vi bærer, og med den smag vi har. Fra vugge til grav. Vi skal bare hoppe på vognen.


Thomas Knudsen, København April 2012 , thomas2you@hotmail.com

Tak til Thomas for ord og fotos – vil du læse Thomas tidligere artikel, så tryk her <—-

You may also like

1 comment

Karen 10. maj 2012 - 19:11

Dejlig, begavet og velformuleret indlæg, en fornøjelse at læse – TAK for det!

Venligst Karen

Reply

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk