Facebook Pinterest YouTube

Bastard – Skånes bedste restaurant

Kan du godt lide at prøve ”det bedste”? Så kan du i dag få min oplevelse fra restaurant Bastard i Malmø, som er Skånes bedste. Det er ikke mit, der postulerer dette, men det er faktisk en pris, som Bastard har fået af magasinet Skåne. Kom med til bords i fantastiske rammer!

Gris på gaflen - Bastard gemmer sig bag de gule mursten. Og jeg kommer gerne igen.

I forbindelsen med tilblivelsen af min Malmøguide (guiden kan du genopleve her)  faldt valget på restaurant Bastard, da et middagsmåltid skulle indtages. Og vi havde hørt godt om stedet – dels fra bartenderen på vores hotel, men også fra et par danske bekendte.

Netop ankommet - senere var der proppet.

Første oplevelse tegner godt. Vi kommer knapt inden for dørene, før der er stuvende fuldt, men uden kaos. Her er stemning a la New York – musik, heftig køkkenaktivitet i det åbne køkken, som ligger i midten af lokalet og omkranset af baren.

Et ord: Atmosfære.

Stedet har fungeret som restaurant med forskellige ejere siden 1980’erne, og inden da huserede Systembolaget på stedet – Sytembolaget er det eneste sted, man kan købe vin, stærk øl og spiritus. Bastard slår sig på europæisk husmandskost med råvarer af høj kvalitet og gerne af økologisk karakter, men uden at der på nogen måde går frelserspise i den.

Så er der fulde huse.

Vi kommer til bords – et hyggeligt bord til to, uden dug, men med levende lys og med udsigt til hele den bagerste del af det hyggelige lokale. Her er højt til loftet, hvide slagterfliser på væggene og en levende stemning. Signaturservietter og rustikt service er en del af oplevelsen, og det passer til konceptet. Du må gerne tage fat, vride og gnave i nogle af retterne – og det kræver nogle af dem også. Men inden vi kommer så vidt, kommer vores venlige tjener ned til bordet. Han sætter sig på hug, og foreslår en vin – og hører ellers lige om alt er, som det skal være. Og det er det. Og mere til. Jeg bliver lidt høj af stemningen, der mindre om en hip, men behagelig ”bar og grill” i førnævnte amerikanske storby.

Signaturklud - den kunne også være fræk som lommetørklæde i en mindre udgave.

Straks efter kommer vinen til bordet, og vine såvel som øl er typisk nøje udvalgt af Bastarderne selv – og der fokuseres gerne på mindre huse. Der er tale om en ”landvin” fra Ardèche – en ung sag fra 2010. Udelukkende lavet på Syrah i øvrigt – og en anderledes vin i min bog. Lidt prikkende på tungen og let syrlig.

Syrah'en - huset bag flasken producerer årligt omkring 25.000 flasker.

Vi kommer ikke uden om det – vi skal til at spise og med husmandskosten i baghovedet, er vi forberedt på det hele. Også grisehalen, der er førstankomne. Forvent masser af fedt, en herlig panering, lidt grønt og radiser som herlig brydning til fedtet. Og når du ellers går ombord i halen, er der pludselig bid og skønt kød dukker frem. Der er ikke meget – men det, der er, smager sublimt.

Hestehale er so last year - prøv en grisehale i stedet.

Næste ret er kalvetunge med artiskokker, salvie, guanciale (det er faktisk en urøget form for italiensk bacon, der i dette tilfælde er lavet på svinekæber) og grønt – alt sammen i en herlig blanding i en rustik skål. Og sardeller er der også i – og sardeller er ”ægte” ansjoser, der har fået rigelig med salt. Kalvetunge leder vel nok tankerne hen på tunge som i pålæg, men her er smagen ganske anderledes. Og mere i retning af lever som i en postej af en slags. Nyt for undertegnede – og velsmagende i små mængder, da det kan blive ”tungt”. Fin kontrast med artiskokker og parmesan, som også følger med til retten.

Kalvetunge med blandt andet artiskok.

Den sidste forret er den mindst ”farlige” og eksperimenterende om man vil. Kongekrabbe (uden scepter og krone) på toast med hjemmelavet og -syltet agurkesalat, chili og dildmayo. Den går rent ind og en ellers kedelig agurk bliver til en himmelsk spise. Krabben finde i store stykker, der virkelig giver smag og en fornemmelse af, at man ikke står med små nipsefingre under rettens tilblivelse. Her må man rive, banke og flå for at få de bedste stykker.

Konkrabben og den sublime agurkesalat.

Skal man pege på en sikker vinder, så ville det være nemt at sige ”krabben”. Men det er for nemt – og for kedeligt. Når nu man har muligheden for at smage noget autentisk, rustikt og ”vildt” i form af grisehale, så bør du gøre det. Hvis de altså har haler på kortet – jeg kan dog med stor garanti sige, at der vil være noget lignende og ”nyt” på kortet, hvis halen ikke er at finde.

Mæt og tilfreds. Men der er stykke vej endnu.

Den italienske fiskemafia gør sit indtog til hovedretten, har jeg skrevet i mine noter. Det hænger blandt andet sammen med et mindre hav af frisk citron, olivenolie, ruccola og oliven, der akkompagnerer en fed pighvar, der på en eller anden vis minder mig om Birthe Rønn Hornbechs ene kind – stor, kødfuld, men alligevel appetitlig på sin egen måde. Pighvarren er i øvrigt serveret på lun tallerken, og er både saftig og nem at skille på tallerken. For pokker en skøn fisk.

Pighvar a la Italien

Næstsidste tallerken er erstattet af et ostebræt med franske og spanske komælksoste, som nemt nydes med husets eget brød. De to af de tre glider nemt ned, mens den blå kornblomst er en anelse for skrap til undertegnede.

Alt - eller i hvert fald tre oste - på et bræt.

Vi runder af med en cortado og en ”lemon tart”, som blandt andet byder på en let grillet top. Top som i hele oplevelsen. Bastard er anderledes – og jeg kunne forestille mig at danske nose2tail kan præstere samme oplevelse. Det må blive næste gang, der skal noget rustikt på tallerkenen.

Tart.

De gode gutter fra Gastromand.dk, har også sammensat lidt gastronomiske tips fra Malmø – se skrivelsen her.
Du kan læse mere om Bastard på deres hjemmeside her, men er det menuen, du vil se, så skal du på deres Facebookside her, da den udskiftes dagligt.