Ville Mads Holger dø lykkelig, hvis han døde i dag?

Jeg har stødt på Mads Holger et utal af gange. Stort set altid eller som oftest om du vil i nattelivet. Jeg har dog aldrig helt kunne greje, hvad han er for en starut. Han er elsket og hadet, har gjort sig populær blandt en del (yngre) kvinder og mindre populær blandt en hel del andre. Jeg ville dog gerne blive lidt klogere på ham, for det der med bare at synes noget godt eller skidt, kan man vel kun være åbenhjertet om, når man har sat sig lidt ind i sagerne.

Scenen er din.

En af årsagerne til, at jeg gerne ville blive lidt klogere, var, at jeg pludselig hørte, at han havde stået standby med det hele store apparat i form af støtte og bolig til en bekendt, der var i knibe. Måske ikke lige det, man skulle forvente af en mand, hvis navn er behæftet med ord som charlatan, fløs og hvad ved jeg.

Allright. Mads Holger inviterede på kød. Spiseligt – ikke noget lummert her. Vi mødtes på Al Mercante i Bredgade. Her har han fået en finger med i spillet – han skal entrere med sit entourage af kvinder, fortælle røverhistorier, anekdoter fra hans elskede Arabien og om elskerinderne fra Østen, pigerne fra Næstved (det være sig naturligvis Herlufsholm, understreger Holger) og Tårbæk. Derudover lidt musikalske input fra Dean Martin og Charles Aznavour på stereoanlægget, samt at få folk ind på matriklen, få dem til at smide nogle penge efter cocktails og mad eller blot cocktails. Derefter  tager han dem med videre i byen. Og gerne på Simons, som ikke bare er nærliggende rent fysisk, men også ejes og drives af en del af Holgers vennekreds.

Grillet tun med kartofler, hvidløgscreme og tørret oliven.

”For en små 15 år siden, var jeg virkelig nede i et hul. Depressiv og uden nogen mission. Jeg fandt ud af, det hele måtte skyldes hele den ”imod” stemning, som jeg og min generation var omgivet af”, lyder det fra Mads Holger, mens de første forretter kommer til bordet, som han kun kigger til. Han rør ikke sovs, kartofler, grøntsager eller det, der ligner. Kun kød. Til gengæld i alle livets henseender.

”Min mission er meget kort fortalt et farvel til el-guitar og goddag til violin. Vi skal dyrke det smukke. Balkjoler, teatersale og Champagne”, slår den lidt bohemenussede Holger fast. I aftenens anledning er han ekviperet med manchetknapper, godsejerklud og slangeskindsstøvler af nyere dato. Måske fordi fotoapparatet er med, eller måske fordi han har en aftale med noget fruentimmer, der skal gøre bugt med hans ømme skulder efter vores middag.

City cowboy? Muligvis. En ny støvle i øvrigt.

Holgers mission strækker sig desuden til de nok så omtalte JET ture til blandt andet Stockholm og Beirut – og der er flere på vej. Ture, hvor festglade folk, der vil have en eventyrlig aften uden for Danmark i selskab med flødeskumskjoler, en flyvetur og lidt dekadence for en aften.

Efter det gik op for Mads Holger, at der var noget galt i Danmark, ville han prøve lykken. Med 500 kroner på lommen tog han til St. Tropez og Monaco, hvor han møvede sig ind blandt toppen af poppen. Med social intelligens og en knivspids røverhistorier blev han lukket ind i inderkredsen. Og har på sin vis været der siden. Jeg hører om de syriske søstre, magtfulde kvinder fra mellemøsten og en hel del mere. Er det gas? Ikke hvis man skal tro på de billeder, han viser mig. ”Hvis jeg løj om de her ting, ville jeg været blevet afsløret for længst. Journalisterne og folk i almindelighed ville elske at afsløre løgn og bedrag, så det ville jeg aldrig slippe af sted med – og navnlig nu hvor jeg er så eksponeret”, fortæller han. Til gengæld handler det om måden, han agerer på. Jeg har for længst indset, at han elsker at provokere – og at hans svulstige sprog blot er pynt på det hele. Det lyder immervæk mere opsigtsvækkende, når han siger ”Mit harem” og lignende i stedet for ”bolleveninder” eller blot veninder. Han har nemlig begge dele. Det understreger en række yndige mobilfotos, der hurtigt bliver bladret igennem inden den et kilo tunge Bistecca Fiorentina (på godt dansk kendt som T-bone) bliver bragt til bordet. Jeg ærgrer mig over, at han ikke smager trøffelsaucen og marvsmørret til den velhængte højreb. Han er jo glad for det lækre.

Årets til dato største bøf: Et kilo Bistecca Fiorentina til to personer feat. marvsmør, gremolata, løg og trøffelsauce. Velhængt højreb. Apropos velhængt, så... nej, never mind.

Anekdoterne flyver over bordet. Den selvhøjtidelige arrogance har han ikke haft med sig til bordet. Sådan er han ikke i virkeligheden. Han er både lattermild og interesseret. Uden at det er påtaget. Mig bekendt i hvert fald. Det havde jeg sådan set også på fornemmelsen, for jeg har gennemskuet ham for længst – han elsker blot at provokere. Og det virker – det har jeg set i kraft af talrige kommentarer i forbindelse med omtale af manden eller efter steder, hvor han optræder. ”Min parisiske elskerinde omtaler mig i øvrigt som ”the bourgeoisi Jim Morrison”, lyder det, mens bøfbåren bæres ud, og kaffen kommer ind.

Al Mercante by night. Smukke omgivelser og meget venlige priser.

Jeg kommer dog ikke udenom, at jeg synes, der måtte mangle noget i hans liv. En fast frue, noget familie måske. Men nej – han har været der. Pludselig gift og med til forældremøder med den daværendes barn fra et tidligere ægteskab. Han taler kun pænt om hende – og ikke mere end det. ”Jeg kan ikke afvise, at jeg en dag kunne blive forelsket og tænker på børn og den slags – men det er ikke noget, jeg som sådan ønsker”, lyder det.

Manden, der bragte svært velsmagende mad til bordet, Knud. Find (Mads) Holger (ved siden af).

Vi vender tilbage til missionen. Den stikker dybere end som så – om det er en fiffig måde at få unge damer op i smedejerns sengen på hans hjemmematrikel (der omtales forførerbunkeren blandt venner), skal jeg ikke vide mig sikker på, man han forsikrer, at rødvinskonsultationerne nødvendigvis ikke involverer sex. Eller fysisk kærtegn. Til gengæld bliver han jævnlig kontaktet af kvinder, som er yngre end ham selv. De vil gerne have en snak om livet. Lidt råd om du vil. Og gerne i selskab med klassisk musik, rødvin og Holger in persona.

Han er overbevist om, at vores generation (dem der har rundet de 30) er vokset op med nej-hatte, Nirvana og negativitet. ”Jeg kan mærke, at de unge i dag er langt mere pro livet i forhold til tidligere. Jeg giver gerne mig selv en del af æren”, siger han, ”men ikke den hele. Det er også derfor, jeg kan mærke en stor hengivenhed for den ja-generation der er yngre end jeg selv og en voldsom aggresion for den nej-generation, der er ældre end jeg”.

Holger ringer af.

Ville Mads Holger dø lykkelig, hvis han – Gud forbyde det – døde i dag? ”Lykkelig er så meget sagt, men jeg er mæt – jeg har prøvet det meste. Og mere end en gang”, afslutter han, inden vi trykker hånd. Vi skal begge hjem – han til et flygtigt bekendtskab og undertegnede til kvinden i mit liv.

Postscriptum: Mads Holgers favoritklasse fra Herlufsholm er årgang 2005. Der findes et hierarki blandt de unge kvinder i hans liv, og alle kender mere eller mindre deres plads og der hersker ingen jalousi pigerne i mellem. Mads Holger har i øvrigt en ven, der går under navnet Hr. Nilsson, som er meget begejstret for Champagne. Til et selskab blev Hr. Nilsson budt på ”simili Champagne” i form af Asti, hvilket resulterede i, at Hr. Nilsson kastede op efter første slurk – dog ikke for at statuere et eksempel, men nærmere af ubehag. Mads Holger har engang taget tur over et svært farligt grænsebjergpas i Mellemøsten for at fri til en kvinde – ikke af kærlighed, men for at få plads til en anden kvinde, som var med på turen. Han turde dog ikke fri, da øjeblikket bød sig. Han var nemlig bange for, at hun ville sige ja. Mads Holger har et Disney event under opsejling – han skal holde middag for en flok unge kvinder, som er blevet overbevist om, at Walt D var fantastisk – resultatet so far har ført til, at pigerne har udskiftet de normale Facebook-profilbilleder med prinsessebilleder fra Disney universet. Mads Holger fastholder, at Walt Disney var det tyvende århundredes største kunstner med sin billedlige og metaforisk skabelse. Slutteligt har jeg moret mig gevaldigt over et foto af Mads Holger og hesten ”bugge-fallos” – jeg blev irettesat: ”Den hedder Bukefalos” (udtales bu-ké falos). En araberhest i øvrigt.

Vorherre til hest.

Mere araberhest, galog og derby, finder du her.

Og skal du indtage mad på Al Mercante, kan du læse lidt om menuer og venlige priser her.

Klik her for at dele indlægget

Hide Sites